5 GODE TIPS TIL SORTIMENTSOPBYGNING
Her har vi samlet 5 gode tips til dig, der skal i gang med opbygningen af en webshop. Vi har fokus på den forretningsmæssige fortjeneste og ikke nødvendigvis den struktur, der giver mest mening i forhold til IA (informationsarktitektur). Vi belyser hermed vigtigheden i at præsentere de bedst sælgende varer, der hvor kunden handler. Læs mere nedenfor:
80/20 reglen
Hvordan kommer man hurtigt i gang med at skabe nogle resultater? Vi har gjort os nogle erfaringer på det, som vi kalder 80/20 reglen. Her skal man i første omgang fokusere på optimering af de 20% af sortimentet, som definerer de 80% af omsætningen. Det er her, hvor vi har mest volumen og her, hvor små ændringer vil kunne mærkes hurtigt på bundlinjen. Når de 20% af sortiment er optimeret, kan man arbejde sig videre gennem sortimentet.
MARKEDSPOTENTIALET
Identificering af markedspotentialet går ud på, at man finder ud af, om man får sin del af kagen i markedet på efterspurgte produkter. Viser det sig, at der er stor efterspørgsel på produkter, som man tilbyder i sin webshop, men ikke sælger, ligger der et uudnyttet potentiale og årsagen til det manglende udbytte skal afdækkes. Ligger produktet uhensigtsmæssigt i forhold til andre produkter, struktur og opbygning skal dette identificeres og forbedres.
VÆK MED KØTERNE
Fra den klassiske Boston model kender vi køterne og vores cash cow. Når vi taler om ”køterne" kigger vi på de produkter og kategorier i webshoppen, hvor der er meget lav og/eller ingen omsætning. Her kan man overveje, om de helt bør fjernes fra webshoppen, medmindre de bruges til tiltrækning af kunder til andre dele af sortimentet. Det er vores oplevelse, at der her virkelig kan hentes meget på at få ryddet op i de store sortimenter og skabe mere plads og overblik på andre kategorier og produkter. Det kan være svært at lukke partier ned og man kunne derfor overveje, om der er andre muligheder for at afsætte det, såsom outlet, aktioner, DBA eller til andre i branchen, som har god erfaring med afsætning af disse varer.
TEKNISKE KRAV
Implementering af en ny sortiment struktur er ikke kun et spørgsmål om at placere sine produkter efter de forretningsmæssige prioriteringer. Det tekniske aspekt vejer tungt på vægtskålen og har stor betydning i forhold til søgemaskinernes og den måde hvorpå de har indekseret hele sortimentet. Derfor er det vigtigt, at man tager fat i en SEO kyndig person, som kan hjælpe med at sikre at Google kan finde produkterne og kategorierne i den nye opbygning. Det gør man ved at fortælle søgemaskinerne, hvor fra og hvor til i sortimentet et givent produkt er blevet flyttet. Dette kaldes redirect og skal gøres, hver eneste gang et produkt flyttes.
OPBYGNING TIL ALLE KANALER
Opbygningen af strukturen i webshoppen skal fungere ensartet på alle enheder såsom mobil, tablet og desktop. Pas på med for meget bredde og dybde. En god tommelfingerregel er at holde sig til 7-8 overordnede kategorier, som gør webshoppens indhold let overskueligt og let at navigere i. Holder man opbygningen enkel, sikrer man sig, at kunderne kan bevare overblikket i webshoppen, uanset kanal og at de kan finde de produkter, som de søger efter.
SPØRGSMÅL OG RÅDGIVNING
For spørgsmål og rådgivning om responsive web design, mobile marketing og sortiment opbygning kontakt vores digitale rådgiver:
Henning Wraae
Digital rådgiver
+45 28 18 98 43
henning@wogw.dk